Kaffekoppen er solidt sat på bordet og tankerne får frit løb. Er vi mennesker skabt til at servicere os selv med bagtanken om overlevelse, eller er vi egentlig skabt for at servicere hinanden - og hvilken del er sværest? I mit tilfælde gælder det mig selv. Jeg står hverdag op, kigger mig i spejlet og fortæller mig selv, at jeg skal være taknemmelig for det jeg har. Jeg bor sammen med den mest fantastiske person, som kender mig på godt og ondt. Hvor skal han presse på og udfordre mig, og hvor han skal give slip og hjælpe mig. Jeg har en skøn omgangskreds med dejlig familie, gode veninder og kollegaer, som ikke er blege for at pleje hinanden selskab. Men samtidigt kan det ikke gøre alt for mig! Jeg er nødt til at være mig selv tættest. Jeg befinder mig i en periode, hvor alle løse ender skal hæftes sammen - og det er svært. Sommeren står på hårdt arbejde, HVER DAG, både fysisk og psykisk. Hjemmet skal plejes, kærestens skal anerkendes, men vigtigst af alt - MIG SELV. Jeg kan mærke at denne periode er som et løst og usikkert tæppe under mine fødder. Det er svært at finde det fodfæste som giver den gyldne middelvej og dermed ro og balance. Men jeg har ikke ro! Jeg vågner hver morgen og har lyst til at grave mig dybt ned. Men spejlbilledet fortæller mig, at jeg skal knive balderne sammen. "Kom nu Trine, det er kun en periode! På den anden side venter dig nye udfordringer og du skal nok klare det! KOM NU!.
Jeg kan mærke at med en enkelt dag væk fra arbejdet, hjælper mig SÅ meget. Jeg får troen tilbage og igen mod på at servicere andre end mig selv. Det hele skal nok gå :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar